Opmærkning og opmærkningssprog - om html og xml  (Page 2/3)

I ovenstående eksempel indsætter vi markører, Forfatter, Titel, Forlag og Udg. , for at gøre det lettere for læseren at forstå hvad det er for en type informationer der vises.

Html og xml

I det foregående afsnit er begrebet opmærkning introduceret og HTML er beskrevet som et opmærkningssprog . To eksempler, fig.1 og fig.2 illustrerer hvordan man kan bruge funktionerne i et tekstbehandlingssystem, fed skrift, skråskrift og skrifttyper, til opmærkning. De viser tillige at funktioner som ’indrykning’ og ’tekstbox’ også fungerer som en form for opmærkning, dvs som et middel til rent grafisk at fremhæve og tydeliggøre det centrale i den information som man formidler. De to eksempler illustrerer en yderligere og væsentlig forskel på måden at opmærke på. I fig. 2 er der indsat markører som beskriver indholdet i den information som præsenteres. Vi kan direkte aflæse af markørerne at ’Eric T. Ray’ er navnet på en forfatter og at ’Learning XML’ er titlen på en bog som han har skrevet. Denne information mangler i fig. 1, som alene fokuserer på den grafiske præsentation og på at adskille forfatter, titel og forlag fra hinanden ved hjælp af forskelle i skriften.

Denne forskel i fokus – præsentation over for indhold – genfinder vi i forskellen mellem HTML og XML, eXtensible Markup Language .

Hvad vil du fremhæve: præsentation eller indhold

HTML har som opmærkningssprog fokus på præsentationen af informationer . Det er derfor det sprog vi bruger når vi bygger hjemmesider. XML har fokus på indholdet . Det svarer ganske godt til forskellen mellem fig. 1 og fig. 2. Vi bruger XML og de markører vi sætter ind i teksten til at sige noget om indholdet: hvad handler det om, som i fig. 2, og modsat bruger vi HTML når vi lægger vægt på hvordan teksten skal fremstå og præsenteres.

Vi kan illustrere forskellen på følgende vis:

I fig. 3 – lad os kalde det et HTML-dokument – er der brugt markører fra HTML til at præsentere en streng med fed skrift (l.1), med skråskrift (l.2) og til at nedsætte størrelsen på den anvendte skrifttype (l.4). Læg mærke til at en markør (eng. tag ) er omgivet af særlige tegn, tegnet<som starten på en markør, og>som afslutning. Markøren<b>angiver at skriften skal være fed (eng. bold ), og markøren<i>angiver at skiften skal fremstå som italic . Med markøren<p>angives at der er tale om ren tekst, en (text)paragraph. Læg endvidere mærke til at en opmærkning altid bør omfatte en startmarkør og en slutmarkør . Slutmarkøren kender vi på syntaksen som for eksempel i</b>. Opmærkningen<b>...</b>har således den effekt at alt hvad der står mellem startmarkøren og slutmarkøren bliver præsenteret med fed skrift.

Sammenfattende kan man sige, at når man opmærker i HTML, fungerer man som både en form for grafiker og som typograf. Når vi opmærker i XML, er fokus et andet. Da er det indholdet det gælder:

De markører som er brugt i fig. 4 – lad os kalde det et XML-dokument – siger alene noget om hvad det er for en type information der står mellem de to markører, hvad data mellem start- og slutmarkør handler om.