0.2 Nordisk mytologi - myter  (Page 4/2)

Introduktion

Den nordiske mytologi er en samling af forskellige historier og beretninger, der kaldes myter eller legender. Myterne er meget gamle og stammer fra den religion, som mange mennesker troede på i vikingetiden - før kristendommen blev indført.
Myterne fortælles som ”gode historier”, men de fortæller samtidig noget om, hvorfor alting blev til, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt, og hvad vi skal gøre for at leve et godt og sikkert liv. Vores nordiske forfærde har fortalt disse myter ved lejrbålet og videregivet dem fra generation til generation.
Myterne handler om universets, dvs. jordens skabelse, og om den guddommelige kamp mellem det gode og det onde. De forklarer f.eks., hvorfor solen står op, og advarer imod at gå igennem skoven om natten, fordi det kan være farligt.
Nu kan I læse et par af myterne fra den nordiske mytologi.

Skabelsen

Hvordan blev guderne, verden, jætterne og menneskene mon til?
I begyndelsen fandtes der hverken jord eller himmel. Det eneste, der eksisterede, var det isnende kolde Niflheim mod nord og det gloende varme Muspelheim mod syd. Midt imellem lå det mægtig tomme svælg Ginnungagab.
Urjætten Ymer skabes
Fra Niflheim løb 12 iskolde floder ud i Ginnungagab og medførte enorme ismasser, der stødte sammen med den glohede varme fra Muspelheim. Heden fik isen til at smelte, og der opstod vældige dampskyer, der blev til store tunge regndråber, der efterhånden løb sammen og dannede et vældigt væsen. Væsenet blev lidt efter lidt til et menneske, der var så stort, at det mindste hår på kroppen var større end det største træ i skoven. Det var urjætten Ymer, der således blev skabt.
Jætterne skabes
Nu begyndte der at ske mærkelige ting med Ymers krop. Mens sveden drev fra ham, blev en mand og en kvinde dannet i hans armhule, og hans ene fod avlede en søn med den anden. De blev til de onde væsener, der kaldes Jætter, og de begyndte straks at formere sig.
Guderne kommer til
De store dampskyer drev stadig over Ginnungagab, og de tunge regndråber, der nu faldt, samlede sig til et nyt væsen, nemlig koen Audhumbla. Koen stillede sig med sit yver over Ymer og lod ham die af dens fire mælkefloder.
Isen fra Niflheim havde ført en saltsten med fra det yderste nord, og den begyndte koen Audhumbla nu at slikke på. Første dag den slikkede, kom en mands hovedhår frem fra stenen. Anden dag dukkede hele hovedet frem, og tredje dag sprang en skikkelse ud af stenen. Det var guden Odins farfar Bure, og fra hans og jætternes slægter stammer de tre guder Odin, Vile og Ve.
Jorden og himlen skabes
Da de tre brødre Odin, Vile og Ve følte sig stærke nok, slog de kæmpejætten Ymer ihjel og parterede hans krop. Blodet, der flød fra Ymers krop, blev senere til verdens have, søer og floder, men først blev hele verden oversvømmet, så alle jætter på nær to druknede. De to, der overlevede, var gift med hinanden, så de kunne derfor føre jætternes slægt videre, og snart var der lige så mange jætter, som før Ymer blev dræbt.
Af Ymers krop lavede guderne himlen og jorden. Hans kød blev til muld og knoglerne til fjelde. Hovedskallen dannede himmelhvælvingen, og de fygende gnister fra Muspelheim blev til stjerner. Solen og månen er vogne, der kører hen over himmelen i de baner, guderne har bestemt, og de danner forskellen mellem nat og dag. Skyerne er rester fra Ymers hjerne, som guderne smed op i luften til sidst, da de var færdige med at partere ham.
Dværgene skabes
Der var dog stadig nogle små stumper kød tilbage. Af de maddiker, der åd resterne, opstod nogle mærkelige små dværge, der bor under jorden i nogle dybe huler og høje uden for gudernes bolig Asgård. Dværgene er både kloge og opfindsomme og kan smede våben og redskaber, der overgår alt andet.
Nat og Dag
Jættekvinden Narfe fik datteren Nat, der var mørk. Nat var gift med asen Delling, og de fik sammen en søn, der hed Dag. Dag var lys og skinnende som sin far. Guderne gav Nat en vogn trukket af hesten Rimfaxe, hvis våde manke efterlader dug i nattens løb. Dag fik en vogn trukket af Skinfaxe, der oplyser himlen og jorden.
Sol og Måne
En mand ved navn Mundilfare havde to smukke og strålende børn, en søn han kaldte Måne og en datter han kaldte Sol. Guderne blev vrede over dette og satte som straf de to børn til at styre vognen med henholdsvis månen og solen. Sols vogn, der trækkes af hestene Årvågen og Alstærk, jages af ulven Skoll, som en dag vil sluge solen. Månes vogn trækkes af Alsvider og jages af ulven Hate. Derfor bevæger sol og måne sig så hastigt over himlen.
De første mennesker skabes
En dag, da Odin, Vile og Ve var ude at gå en tur langs stranden, fandt de to træstammer på strandbredden. De snittede dem med en kniv, så de kom til at ligne en mand og en kvinde, og Odin blæste liv i dem. Vile gav dem forstanden, og af Ve fik de synet og hørelsen og evnen til at kunne tale. Det er stamforældrene til alle jordens mennesker, og de tre guder kaldte manden for Ask og kvinden for Embla. De byggede en smuk gård til dem, hvor de skulle bo. Gården kaldte de Midgård og uden om gården satte de et hegn til at holde jætterne ude med. Hegnet lavede de af Ymers øjenvipper.
Landet uden for kaldtes for Udgård eller Jotunheim - jætternes hjem. Til sig selv skabte guderne Asgård midt i menneskenes land, men højt hævet over dette. Fra Asgård og til Midgård er regnbuebroen Bifrost, som kun guderne kan bruge, når de vil fra det ene rige til det andet.
Da de var færdige, drog Odin mod vest, Ve mod øst og Vile mod syd og siden har ingen hørt noget til Ve og Vile.
Sådan blev guderne, verden, jætterne og menneskene til.